Baggrund
I skolen har jeg altid været mest til matematik og de logiske fag. Derfor valgte jeg HHX i Silkeborg, hvor jeg også kommer fra. Jeg havde ikke nogen fast plan for, hvad jeg gerne ville være, men måske lå revisor alligevel i baghovedet, for som valgfag valgte jeg blandt andet statistik, som handler om tal og kompleksitet i tal. Efter studentereksamen tog jeg et sabbatår med arbejde, som førte mig over i Finansøkonom-uddannelsen. Stadigvæk uden jeg helt præcist vidste, hvilken retning det skulle føre mig. Udover at jeg gerne ville arbejde med tal.
Herfra søgte jeg traineeplads både hos en ejendomsmægler, i en bank og hos Partner Revision. I løbet af samtalen hos Partner Revision blev jeg klar over, at det var den vej, jeg allerhelst ville. Opgaverne og Partner Revisions traineeforløb lød spændende – og både som en god uddannelse og i en god virksomhed.
Hverdagen
Jeg skulle begynde som trainee i august 2015. Men allerede i den sidste del af mit Finansøkonomstudie, fik jeg lov til som del af min praktiktid at komme hos Partner Revision et par timer om ugen. På den måde nåede jeg at snuse til jobbet og firmaet, og jeg glædede mig meget til at begynde efter sommerferien.
Min traineetid blev bygget sikkert og trygt op med en oplæringsfase. Både i it, interne forretningsgange og grundlæggende indsigt i bogføring og revisionsopgaver. Så småt begyndte jeg at få selvstændige opgaver. Jo mere man viser, at man vil og kan, jo hurtigere går den proces. Jeg fik lov til at arbejde med konkrete revisionsopgaver hos mindre kunder, hvor jeg fik indblik i områder som omsætning, vareforbrug og personaleomkostninger.
I løbet af mit andet traineeår voksede det selvstændige arbejde med ansvar for nogle kunder og medansvar for andre. Jeg fik fra begyndelsen tildelt min personlige kontaktperson i organisationen, og det har været rart at vide, at jeg havde en person, der altid var klar til at hjælpe og rådgive mig. Især når man pludselig er helt ny blandt godt 20 kolleger. Den proces, at man i løbet af traineetiden selv har kunnet være med til at sætte farten op og ned, har været superfin for mig. Og traineetiden bekræftede mig i, at jeg har taget det rigtige valg.
Fællesskabet og fritiden
Jeg møder stadig – sjældent men alligevel – fordommen, at revisorer er støvede, ældre mænd i habitter og slips. Det passer ikke! Halvdelen af mine kolleger på kontoret her er under 30 år, og på tværs af hele organisationen har vi et godt og sjovt miljø. Jeg møder i skjorte, hvis det matcher et kundebesøg, og kan lige så vel arbejde i en polotrøje. Aldrig det stiveste puds …
I hele traineetiden har jeg også nydt det netværk på tværs af organisationen, som Partner Revision har bygget op omkring trainees. Vi startede seks nye trainees forskellige steder i organisationen og fik et godt og sjovt sammenhold, som styrker fællesskabsfølelsen. Med intromøder, La Santa-tur og vores skoleophold. Det har givet plads til at sparre både fagligt og privat med andre på ens eget faglige niveau og alder, og jeg har altid glædet mig til at se de andre.
Også PR-Upcoming-netværket for alle medarbejdere i organisationen under 30 år har budt på flere gode sociale arrangementer. Det er altid god inspiration og en fordel at komme tæt på kolleger i andre afdelinger.
I forhold til min fritid har traineejobbet ikke kostet tid til hverken venner, kæreste, familie eller fodbold. Heldigvis. Der er travlt i perioder op til årsregnskaber, men der er også tid til fleksibilitet, hvis man har brug for tidligere fri en dag.